Kommer DRONNINGEN? Er det rigtigt sandt?

Den syriske pige spærrede øjnene op. Løb væk fra det træskib, hun ellers så energisk var gået i gang med og

greb i forbifarten en buket roser, som var lagt til side på et bord til en senere overrækkelse. Pigen blev dog

stoppet af skrigende voksne: Neej – blomsterne må du ikke røre!

Hvordan det var undgået pigens opmærksomhed, at Asylcenter Holmegård skulle have royalt besøg, var en

anden sag.

For Centret stod på den anden ende: Blomster på alle terrassebordene. Køkkenhaven totalt luget og pyntet

med lyseblå hortensia langs kanten. Elever i ens røde t-shirts fra Humble Skole, hvor børnene fra Holmegård

går i skole med deres jævnaldrende danske kammerater. Musik. Korsang. Flag. En liflig duft af kød på grill. Og

masser af folk, med ordet STAFF trykt på blusen.

Art2Change blev etableret i en teltpavillon, hvor tiden op til børnenes besøg gik med at forberede skibsbunde,

så børnene hurtigt kunne komme i gang med deres skibsbyggeri i den time, der var til rådighed.

Dronningen var nogle minutter forsinket, så Art2Change-personalet (Peder, Sabine, Alice, Henriette og Iben)

snød sig til også at tage opstilling for at hilse dronningen velkommen. Uheldigvis gjorde gruppen måske ikke

det bedste førstehåndsindtryk. Fem personer i arbejdstøj. At vinke blev rent glemt i forsøget på at filme

ankomsten af den sorte Krone-bil, hvor dronningen i cherise dragt og hat ellers beredvilligt havde vinkearmen

fremme.

Så snart hun var blevet behørigt modtaget af børneflokken og alle Holmegårds beboere, fik skibsbygger-teltet

besøg.

Omkring 25-30 meget, meget ivrige børn kastede sig over byggeriet. Savede, hamrede, malede.

Så optagede var de af arbejdet, at de knap nok ænsede dronningen, da hun gik forbi og interesseret kiggede

på skibsfremstillingen. Hun var også inde i teltet for at kigge til et par sy-piger og frisøren, der med to

frisørstole og et spejl havde skabt en interimistisk frisørsalon.

I naboteltet blev dronningen installeret ved et langt bord med rødternet dug og sløjfer for at nyde lidt

specialiteter frembragt af asylanterne.

En lille, men hektisk time blev det til med børnene hos Art2Change. Derefter havde de andre opgaver, men

det var svært for lærerne at få dem væk fra de forjættede træstykker og malingen. En enkelt blev lempet væk

under skrig og skrål. De øvrige fortrak efter gentagne opfordringer.

I Art2Change-gruppen gav det intense forløb anledning til en lille evaluering: Måske forløbet i fremtiden skal

have en snævrere tidsramme, fordi det skærper koncentrationen ved børnene?